
Loimer Grüner Veltliner Spiegel 2006, Kamptal, Østrig
Vi har ved flere lejligheder smagt vinene fra Loimer, når vi er mødtes til forårs- eller efterårssmagningerne. Ikke mindst skabte producentens basis-riesling nærmest tumultagtige scener i Holsteinsgade-kælderen for lidt over et år siden. Ikke dårligt af en vin til lige over 100 kr., når man tager i betragtning, at Loimers egentlige speciale er den østrigske nationaldrue grüner veltliner (udtales med en v-lyd som i Voldborg (hvor kom dog den association fra?)).
Her er det Loimers topvin fra marken Spiegel, som er landet i klubkassen i en veltrimmet årgang 2006. En tør, koncentreret og på alle måder intens affære, som ikke desto mindre – ligesom Loimers andre vine – formår at opretholde en delikatesse, elegance og præcision i relationen mellem udtryk for hhv. frugt og geografi. En helstøbt og usædvanligt raffi vinoplevelse, hvis du slår klapperne ud og er opmærksom på detaljerne.
Loimer dyrker sin frugt efter biodynamiske principper, men er ikke certificeret af forskellige organisationspolitiske (og på tysk svært gennemskuelige) årsager. Vinene gærer spontant, og der bruges kun store fade til lagringen. Som sådan har smagen ikke spor af træ, i modsætning til Bründlmayers Ried Lamm GV, som vi købte i maj 2006 (nej nej, det er der ingen, der forventer, at du kan huske i din alder). Der kan læses mere på Loimers nydelige hjemmeside på http://www.loimer.at.
Hvad skal vinen bruges til?
… spurgte jeg selvfølgelig den danske forhandler og Østrig-specialist Sebastian fra vinoteket Österreich på Esplanaden. “Den er perfekt til rødt kød, sild og lagkage”, kom svaret prompte. Nej, det gjorde da ej! Sebastian er vant til at handle med byens bedste restauranter, som kun køber sådan en vin, hvis den skal matches med en specifik ret på en menu, og han kunne spontant ryste følgende velafprøvede kombinationer ud af ærmet: krabbekløer, hummer, pigvar, stegt foie gras og kalvefrikassé. Med andre ord en stor versatilitet, om end forventeligt for en vin med Spiegels proportioner – på den ene side frisk og delikat – på den anden side koncentreret og ekspressiv. Også her kommer den gamle grundregel i spil: En vin i balance kan begå sig i mangt en gastronomisk kontekst. Men en seriøs vin kræver også en seriøs behandling. Dekanter, og server i store, lette krystaller ved 8-10 grader. For en, der fortjener det!
1 Kommentar indtil nu
Skriv en kommentar
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <pre> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>
Hej Rasmus
Den lyder satanedme lækker, denne Loimer.
Er der flere på lager? Jeg aftager gerne.
Alt godt!
Comment af Magnus Gerbola september 13, 2009 @ 7:23 pmMagnus