Vinklubben Bizon


09/12: Beaufort Brut NV
januar 22, 2010, 10:39 am
Arkiveret i: Indkøb | Tags: , ,

Champagne André Beaufort Brut NV, Ambonnay, Frankrig

Her er, hvad den danske importør, Lasse Kruuse fra Krone Vin, skriver om producenten.

Men det er ikke kun Lasse, som synes, Beaufort er spændende. Til den første (og aldeles glimrende) danske bog om champagne og Champagne, Champagnebibelen, som udkom før jul, har forfatterne Mia og Mads Rudolf udvalgt de 29 producenter, som de mener, lige nu er de mest interessante. Herunder Beaufort, om hvem de blandt andet skriver:

“Jacques Beaufort roder i bunden af den nederste skuffe i det godt udtjente skrivebord. Så finder han det. Et brev fra CIVC – den fælles organisation af bønder og huse i Champagne. ‘Min herre, vi vil på det kraftigste anbefale Dem at ændre på arbejdet og vinifikationen. Deres vin er atypisk, oxidativ og reduktiv,’ læser Beaufort op med et nærmest lykkeligt smil i øjnene og rækker brevet over. Den er god nok, selv om man næsten kun kan undre sig over, at vinen er såvel oxidativ som reduktiv. Beaufort ryster på hovedet. ‘Det er bare, fordi det er rigtig vin; det er de ikke vant til at smage mere. Hovedparten af Champagne ved slet ikke, hvad vin er.’ Det har taget lidt tid, før den gamle øko-forkæmper tøede op. Jacques Beaufort er vinbonde af den særdeles økologiske slags, og det har han været siden ruder konge var knægt, og man skal da lige se sådan et par opkomlinge an, inden man åbner for posen og udtaler sig i flerstavelsesord. Men det lykkedes altså.

 Jacques Beaufort er kendt for at gå op i at lave søde vine. Han er en af de få bønder, der konsekvent forfølger idéen om at lave søde champagner. De fleste af hans vine kommer i en brut-udgave med op til 15 g dosage og ofte med en sødladen eksotisk tone, og de samme vine er også basen i hans demi-sec, der er decideret sød champagne, man kan bruge til desserter, ost eller lignende. Beauforts vine er ofte relativt syresvage med et ret cremet præg og et levende touch.

Domainet ligner til forveksling Jerusalems ødelæggelse. Der roder i en grad, så man tvivler på sine egne sanser, og det er næsten svært at forstå, hvordan de kan arbejde med det til daglig. Vinene kan optræde meget svingende, urene og triste, med sødmen uden på tøjet, når de er værst, og sprællevende og dynamiske med en fin eksotik, når de er bedst. Som vinmageren selv er de svære at blive kloge på, og måske er de egentlig bare lidt humørsyge. Markerne til gengæld er noget af det sundeste og mest vitale, man finder i Champagne. Planterne strutter og skyder i alle retninger, og jorden summer af liv. I skærende kontrast til endnu en rapport, som Jacques Beaufort finder frem af skuffen og stolt viser frem. Denne gang er det INAO, der kommenterer tingenes tilstand, og det er tilbage i 1989, men Jacques Beaufort får det samme næsvise, stolte udtryk i ansigtet, mens han læser: ‘Min herre. Deres mark står med ukrudt og græs! Vi må på det strengeste tilråde, at De bekæmper ukrudtet på ordentlig vis.’ Pesticider altså. He. Han har haft noget at kæmpe mod, den gode Jacques Beaufort. Og det er ikke kun ukrudt!”

Hvad kan vinen bruges til?
Altid er godt spørgsmål om en champagne – ikke mindst, fordi champagner, i modsætning til manges forestilling, kan være så forskellige som nat og dag. Beauforts champagner er fyldige, dybe, generøse og udtryksfulde pga. en høj dosage (sødme) og et element af oxidering (toner af modent æble, honning, muld, valnød). Som sådan adskiller stilen sig markant fra de fleste andre af Champagnebibelens foretrukne, som overvejende er helt fine, delikate, stramme og knastørre vine. Sidstnævnte er bedst som aperitif eller til lette retter med rå skaldyr, puréer og sprøde grøntsager i lidt smør. Beaufort derimod kan sagtens sættes til en blød og moden ost, ligesom den vil fungere fint til fuglevildt, patéer og andre retter med indmad. Eller rystet rigtigt hårdt, hvis du lige har vundet et speedway-løb.


Skriv en kommentar indtil nu
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s



Follow

Get every new post delivered to your Inbox.