Mount Edward Pinot Noir 2008, Central Otago, New Zealand
Nogle af verdens bedste vine på den efterhånden eksplosivt feterede drue pinot noir kommer fra New Zealand. Og de bedste new zealandske pinoter kommer (arguably) fra Central Otago, som er landets sydligste og køligste område.
Heraf har særligt tre vine altid stået for mig som toppen af den centralotagoniske pop, nemlig Felton Road, Mount Difficulty og – ja, du har gættet det – Mount Edward. På mirakuløs vis har vi fået fravristet den danske importør, Laudrup Vin & Gastronomi, 90 flasker inden for klubbudgettet. Normalpris for en enkelt flaske = 379 kr.
Der er en knusende masse info på producentens egen hjemmeside, herunder følgende pdf’er til download:
Jeg har ikke smagt 2008, så du må vente med beskrivelsen af, hvad vinen kan bruges til. I mellemtiden kan jeg divertere med følgende anmeldelse af 2003-årgangen, som jeg skrev i 2006:
Mount Edward Pinot Noir 2003, Central Otago, New Zealand
Laber indpakning, skruelåg, reliefetikette og hele baduljen. Vinen er smukt rubinrød, og den på det nærmeste oser sine lækkerier ud i rummet. Sådan skal pinot noir være! Underfundigt velduftende; på én gang grøn og urtet, smukt bærsød og mineralsk. En kompleks og i den grad indbydende vin. Munden er fløjlsblød og i perfekt balance; blot kunne jeg have ønsket mig en anelse mindre eg. Men så kan man jo købe 12, og lade komponenterne integreres yderligere over de næste 12 år, hvor denne vin kun bliver bedre!
****** (6 ud af 6)
Hvad kan vinen bruges til?
Afgjort en madvin, som er for kraftfuld til at udgøre en velfungerende aperitif, og samtidig for delikat til at agere digestif, når du har lyst til et ekstra glas eller to efter maden. Vinen skal med andre ord bruges, som du ville bruge en god bourgogne, selvom der er mere frugtig tyngde og koncentration, end i de fleste af Edwards franske fætre. Lige nu er vinen primært frugtig og uden nogen nævneværdig dybde eller kompleksitet. Hvis du insisterer på at sætte tænderne i kalorius inden for det næste års tid, skal du give den rigeligt tid under åben himmel, og i øvrigt servere til en ret med en vis aromatisk rigdom og udtryksfuldhed til at matche den fuldmodne pinot. Et originalt bud kunne være thai-mad, hvis det ikke er for sødt. Men i virkeligheden – og det skriver jeg meget sjældent om en vin her i klubben – så bør du lægge den ned på et køligt sted og glemme den i 4-5 år – gerne længere. For med sin fine struktur og sunde frugt er der masser af potentiale i Mount Edward, som endnu er aldeles uforløst. Og det er synd og skam. Vent, og bliv gladere!
Skriv en kommentar indtil nu
Skriv en kommentar
