Arkiveret i: Indkøb

Ja, det er Clementis ripasso for billedet, men etiketten ligner amaronens, og jeg kunne så godt lide fotoet
Pietro Clementi Amarone di Valpolicella Classico 2004, Italien
Læs: artikel om amarone, februar 2011
Den sidste weekend i januar er der officiel lancering af en ny årgang af én af danskernes favoritvine, amarone. I år var det 2007-årgangens tur til at blive præsenteret for verdenspressen, og vinklubben udspændte modarbejder var naturligvis på pletten med det edsvorne formål at opstøve en amarone værdig til din gunst.
Den slags er ikke let, for efter blindsmagningen på den første ud af fire dages smagemaraton stod det klart, at moderne amarone smager lige præcis som, ja, moderne amarone. 2007-årgangen har i gennemsnit 7,2 gram sukker 16,1 % alkohol, en vis portion nyt træ, og i det hele taget en stor, sødmefuld, let klodset, men velpoleret, ren og præsentabel. Lidt som en midaldrende automobilforhandler i provinsen. Al respekt for ham, men mine læber må han godt holde sig fra.
Stor var glæden derfor, da jeg efter næsten 250 spritnye Valpolicella-smagenotater i min lille bog, og nu med rimeligtvelkalibreret kvalitetsforståelse, satte tænderne i vinene fra Pietro Clementi. Om amaronen, vi har købt, noterede jeg: “Clementi Amarone 2004: Spændende, indtagende, kompleks, dragende, beskidt, let oxideret, likøragtig, men ikke særligt sød, som en portvin, men med nerve”. Lidt af en sproglig rodebutik, men måske fanger du pointen:
Pietro Clementi er über-traditionalist, og vinene er dybt ortodokse og i top-5 over områdets mest oldschool producenter. Han er fløjtende ligeglad med, om nogen kan lide vinene. Bare han selv kan. Sødmen er nedtonet i alle vinene, og det samme er træets indflydelse til andet end iltning; så det er næsens aromatiske rigdom og den saftige syre, der skaber den høje intensitet og grad af nærvær, som vinene besidder. Det er paradoksalt, når nu koncentration, sødme, mørk frugt, sveske, tobak og chokolade er amarones kernekompetencer. Koncentration, sødme og slikkede toner er slet ikke Clementis signatur, og hvis nogen påstår, at det dermed er en atypisk amaronestil, så har vedkommende fuldstændig ret. At arbejde med tørrede druer og alligevel stræbe efter at formulere sine kvaliteter omkring dybde, kompleksitet, elegance og delikatesse er en bagstræberisk, markedsdræbende, imageforvirrende og meget sjælden ambition i Valpolicella. Men sådan arbejder de hos Clementi, og hvis der er noget, vinklubbens indkøbsafdeling er til fals for, så er det integritet, personlighed og mod til at gå sine egne veje, og lade markedet sejle sin helt egen sø. Nå ja, og så at vinene smager latterligt godt …
Jeg spurgte vinklubbens nye lagerchef med mere, Magnus Gerbola, om hans firma ville hjælpe med at slæbe de nødvendige godt 100 flasker amarone til Danmark. Det ville han gerne. Han købte også lidt til sig selv, så hvis du kan lide vinen, kan du købe nogle af de andre årgange hos Gerbola Vin.
Apropos årgange, så har jeg valgt 2004, fordi det var en meget sund og fin årgang, der netop gav lidt lettere, men stadig fuldmodne, og meget velafbalancerede vine. Gerbola har købt 2006 til sin forretning, fordi det er en mere frugtig, ren, mere international, men også meget velafbalanceret årgang, om end med lidt større sødme og koncentration end de fleste vine i 2004. Måske kan du med de oplysninger regne ud, at det, som er Clementis særlige signaturstil – det elegante, komplekse og saftige – det er også 2004-årgangens signatur. Er det ikke det, man kalder synergi?
Anyways, håber, du kan lide den.
Aaah, skal du også lige have to ord om, hvordan den er lavet? In brevi: Corvina, rondinella og molinare (ikke andre) høstes i september, tørrer i plastikkasser til februar, gærer i fade af 3.000 liter, hvorefter halvdelen flyttes til barrique (2. vin). Begge omstikkes seks gange og klares dermed ved naturlig bundfældning. Sommeren efter, dvs. i 2006 er vinen principielt klar til flaskning, men den bliver stående i de store fade, indtil nogen køber den. Hvilket vi så har gjort
Mere info på http://www.vini-clementi.com
Skriv en kommentar indtil nu
Skriv en kommentar