Vinklubben Bizon


11/04: Pétalos 2008
april 9, 2011, 3:00 pm
Arkiveret i: Indkøb

Pétalos 2008, Álvaro Palacios, Bierzo, Spanien

For nogen tid siden skrev jeg følgende i magasinet gastro:

“Jeg har nu smagt tre årgange af stjernevinmager Palacios’ Bierzovin Pétalos, og jeg er lige så solgt til årgang 2007, som jeg har været det til 05 og 06.

Første årgang var 1999, og stilen er nu velkalibreret og kampformen indiskutabel. Palacios udgør sammen med Peter Sisseck og Telmo Rodriguez rygraden i, hvad der gennem det seneste tiår er beskrevet som ’det nye Spanien’, selv om de tre herrer selvfølgelig langt fra er ene om at tegne den omsiggribende modernisering af den spanske vinprofil.

Umiskendeligt innovativt er imidlertid nærværende projekt i DO Bierzo i Castilla-León, en af Spaniens yngste appellationer fra 1989, hvor den dominerende blå drue går under navnet mencía. Mencía lægger også frugtig materie til Pétalos, som til trods for mangel på genetisk slægtskab har en væsentlig del af sin aromatiske profil til fælles med pinot noir. Jeg tror, det var Parker, som kaldte mencía for ”pinot noir på steroider” – ikke særligt pænt, men heller ikke særligt forkert.

Pétalos har en nær-pinotsk, urtet, let krydret og muldet næse, men med en sødmefuld tæthed a la spejderhagl og skosværte. Munden præsterer en markant struktur til støtte af en let frugt og et hidsigt proportioneret egetræ. Men det holder, og selvsikkerheden lyser ud af den labre pakke, som endda kun er projektets andenvin. Hold øjne, ører, gane og sind åbne!”

Således altså beskrivelsen af 2007-årgangen. Den blev begavet med fem store stjerner, og så skulle man ikke tro, at det kunne blive meget bedre. Men det kunne det. Dagbladenes Bureau, marts 2011 (samme anmelder, yours truly):

Pétalos 2008, Bierzo, Spanien

Hidtil bedste årgang af en af de mest spændende spanske vine i sin prisklasse. Frugten er perfekt moden, hvilket tillader lige dele forførende frugtig charme og en saftig, fast struktur. Alt i nydelig balance. Flot næse af brombær, solbær, lakrids og vanilje. Til mad eller uden: Én flaske er for lidt!

****** (6 ud af 6)

Der er sket det, at vinen er gået fra 2007′erens frodigt feminine og burgundiske stil (om end på førnævnte steroider) til snarere at minde om en god, fast saint-joseph. Mere floral i næsen, mere solbær end jordbær, mere syre end tannin til at holde formen. Det er simpelthen et sindssygt godt køb til de 100 kr., som er Vinspecialistens pris i april måned ved køb af seks flasker. Normalpris 130 kr.

Læs mere om vinen på Vinspecialistens hjemmeside her.


Skriv en kommentar indtil nu
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s



Follow

Get every new post delivered to your Inbox.