Vinklubben Bizon


11/08: Bornard Savagnin 2006
november 22, 2011, 11:48 am
Arkiveret i: Indkøb

Philippe Bornard Côtes du Jura Savagnin Les Marnes 2006

Mesdames et messieurs, je vous presente, for kun anden gang i vinklubbens næsten otte-årige indkøbshistorie og for første gang siden juni 2009, en vin fra de selvbevidste treehugger-über-gastronomers yndlingsvinområde Jura (som ligger her) i Frankrig.

Hvis du har oplevet vinklubbens indkøbshistorik som en limpopogrågrøngrumset suppe af ensporet konformitet, kan du godt forberede dig på nye højder af aha. Les Marnes er med garanti ikke som de andre – uanset hvad de andre er!

På importøren Krone Vins hjemmeside kan du læse mere om vinmageren Philippe Bornard, fra hvem Krone Vin fører 12-13 produkter i fast sortiment. Les Marnes er med sine 240 kr. Bornards næstdyreste vin, og stilmæssigt uhyre tæt på det vinøse Jura-koryfæ, vin jaune.

Ligesom vin jaune er Les Marnes lavet af druen savagnin og på den helt særlige måde, som kaldes “sous-voile” (under flor). Gærfloret opstår spontant i fadet efter den alkoholiske gæring, og forhindrer vinen i at blive eddikestukken, selvom den oxiderer, fordi man undlader at fylde fadet op (det ser sådan her ud). Resultatet minder om en tør sherry, men er friskere og saftigere, fordi Jura-vinene, i modsætning til sherry, ikke alkoholforstærkes. Næse af friske nødder, en lille salt (+kødfuld/umami/savory) tone i munden og en timelang eftersmag er kendetegn ved en “vin de voile”.

Vi har altså at gøre med en meget speciel vin, som ikke stikker neg op for bollemælk (hvem gør egentlig det?), men til gengæld giver hår på brystet og ruster dig godt til din videre opdagelsesrejse dybt ind i vinens forunderlige verden.

Serveringtips
Klassisk match til en vin som Les Marnes er osten comté i en så gammel version, som du kan få fat i. Men vinens nøddeagtige toner kan fint parres med mange andre retter her i efteråret, fx svampestuvninger, lettere tilberedninger af fuglevildt, marvben, retter med indmad, fx leverpostej eller herter i flødesovs, eller vinterklassikeren pureret jordskoksuppe med kammuslinger og hasselnødder. Hvabehar!


Skriv en kommentar indtil nu
Skriv en kommentar



Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s



Follow

Get every new post delivered to your Inbox.