Arkiveret i: Indkøb

CARM Grande Reserva 2007, Douro, Portugal
Vi skal tilbage til oktober 2007 for at finde vinklubbens seneste indkøb af tør portugisisk bordvin. Skandaløst, når man nu ved, hvilke fortryllende oplevelser af superintens velsmag, der gemmer sig i Douro-dalens smukke frugtsalat fra ældgamle vinstokke, domineret af touriga nacional-druens eksplosion af violer, hindbær, lakrids og espresso i en klippefast ramme af markante men sødmefulde tanniner.
Denne våde drøm forklarer indkøbet af familien Roboredo Madeiras Grande Reserva, som den danske forhandler, Portugisisk Vinkælder, fører til en normalpris på 279 kr. (se den her).
Blendet hedder 85 % touriga nacional, 10 % touriga franca og 5 % tinta roriz (som du kender under sit spanske navn tempranillo), og efter 24 timers præ-gærings-udblødning ved 10 grader på lagar (de her store, åbne gæringsbassiner, som portugiserne stadig bruger) gærer vinen på stål i 10 dage ved max 26 grader, for herefter at tilbringe 12 måneder på spritnyt fransk træ.
14 % alkohol, 5,6 g syre, 3,6 g restsukker, 32 mg/l frie sulfitter (124 mg/l total), flasket maj 2010.
Nå ja, og så smager den rart.
Serveringstips
Ifølge CARMs egen hjemmeside kan du servere vinen til kød, ost og middelhavskøkken. Så er de da dækket ind … Indkøbsafdelingen foreslår endvidere at køle krabaten ned til 14-16 grader og servere den til bacalhau eller hvad som helst, du har sølet til i en god olivenolie. Hvis du tør, kan du også prøve den til et stykke mørk chokolade. Jo, du kan!
Skriv en kommentar indtil nu
Skriv en kommentar